Venskab og konkurrencer

/ONSDAGSBLOGINDLÆG
Anna Ravn / 9 months ago


Kan man kombinere venskab og konkurrence? Dét var et meget omdiskuteret emne for nogle år tilbage - Efterhånden har debatten lagt sig, men med delte meninger. Da jeg for knap 7 år siden fik min første hest, var det ikke pga. jeg ville ride stævner på højt plan. Men af den simple grund; at jeg ønskede en ven - at skabe et bånd til et så stort dyr. Men samtidig er jeg et konkurrencemenneske. De første par år var det meget sort og hvidt for mig, særligt fordi holdningen blandt de fleste var; at man ikke kunne konkurrere og samtidig have et rigtigt venskab med hesten. Og min prioritet var klar for mig: jeg ville have venskabet. Konkurrencedelen var kun en ekstra bonus, men jeg ikke ønskede at gå på kompromis med mig selv, og det jeg i sin tid fik hest for. Jeg måtte lægge de seriøse stævner og mål på hylden. Noget jeg hurtigt faldt til ro med, da jeg vidste jeg havde valgt det rigtige for mig.

Men som årene gik, bed sporten sig mere og mere fast i mig. Jeg ønskede at have noget at træne i mod. Om det så var et springstævne eller et dressurstævne. Det var noget af et dilemma for mig. For jeg ønskede jo netop venskabet mere end den røde roset, men kunne jeg mon få begge dele? Jeg var ikke sikker, men jeg ønskede at finde ud af det... Så efter at min ene hest, Bronco havde gået 100 % bidløst i over 9 måneder, fik han pludselig bid i munden igen. Og vi gik igang med at ride military. Og jeg kunne mærke at både min hest og jeg syntes det var sjovt. Det var fedt!




Men jeg ønskede jo netop at kombinere begge ting - venskab og konkurrence. Noget som jeg længe havde fået fortalt mellem linjerne "at det kunne man ikke". Måske det var sandt, men de næste par måneder gik nu ganske fint. Nogle dage gik med seriøs dressurtræning, andre med undervisning eller med lange stævnedage. Ikke nok med at jeg rent faktisk begyndte at bruge mere tid sammen med min hest. For nu skulle han pludselig gøres fin til undervisning, i bad inden stævne og på ture i det meste af landet til diverse militarystævner. Ja, så begyndte jeg pludselig for alvor at bruge tid  sammen med min bedste ven - også på en helt ny måde! Desuden sørgede jeg for at holde nogle dage fri på ugen, til at vi kunne gå ture i skoven, træne fra jorden eller ride rundt i cordeo og lære nye seje tricks sammen. For mig fandt jeg nemlig hurtigt den gyldne vej. Jeg kunne sagtens gøre begge dele!

Siden da er der gået et godt stykke tid, og jeg har endda fået en til hest. Erfaringerne er blevet mange, og jeg forstår nu at fordele min tid endnu bedre, så der for alvor både er tid til den seriøse træning frem mod stævnerne, men også dage med leg på folden, trickstræning i aftensolen eller udforske skoven sammen fra jorden af.

For mig er venskabet med mine heste netop ekstremt vigtige. Og ikke nok med at jeg skaber nogle store tillidsbånd til mine heste, og lære dem at kende helt ind til knoglerne, så hjælper det mig faktisk også i den daglige træning eller når jeg er til stævner. For en ting er at sidde på ryggen af sin hest hver dag, en anden ting er at forstå, hvorfor hesten spænder i netop dét sekund, eller at kunne se på den, hvordan den er i en given situation, måske endda kunne forudsige situationen, da du kender hesten så godt. Også kan ingen tage den følelse fra mig, når jeg løber side om side med min hest i skoven med min hånd ved manken, eller når jeg rider i galop på stranden, hvor det eneste der forbinder min hest og jeg er vores bånd. For dét er noget så utroligt, og noget men kun rigtig vil opleve når man formår at skabe et bånd til sin hest. Og dét kan man netop sagtens, også selvom du skal op og ride stævne næste dag. For tingene er ikke sort og hvid. Hvis man forstår at planlægge sin tid, lære at forstå sin hest, og se hesten for det den i virkeligheden er, vil der aldrig være noget forhindring for hvad man kan gøre sammen. Rammerne er frie, og man kan gøre alt det man i virkeligheden har lyst til. Det ene behøver ikke at udelukke det andet, tværtimod. Anna Ravn // Hooves brandambassadør